Coach Academy

For virksomheder handler det om at være profitable, at vokse med en bestemt hastighed hvert år, og at kunne give aktionærerne og ejerne et godt udbytte.
Mange mennesker måler deres succes på næsten samme måde, altså ved de ting vi kan vise frem. At bo det rigtige sted, spise de rigtige steder og køre i den rigtige bil.
De fleste virksomheder har det formål at akkumulere kapital, og det har mange mennesker egentlig også. De bruger hele deres liv på denne jagt på materielle goder, og måler deres eget værd ud fra det de har, og har opnået. Nogle få er rigtig glade for det, og finder glæden og lykken på vejen, men de fleste gør ikke.
I stedet bliver de skilt, bliver overvægtige, syge, deprimerede. Med andre ord er de under al for meget pres, både ydre og ikke mindst indre, til at kunne leve et normalt liv.

Jeg har mødt rigtig mange mennesker, der ser det som et statussymbol at være stressede. Det er desværre nok bare et af de dyreste statussymboler man kan få.

Jeg har været sådan, og falder nogle gange stadig i det spor. Det har jeg betalt en meget høj pris for.
Og jeg vil gerne fortælle dig min historie – ikke for at få medynk, men for at få dig til at se advarslerne i tide, så du undgår at gennemgå det helvede det er at gå helt ned af stress.
Jeg vil ikke kun fortælle dig min historie, men jeg vil også give dig en indsigt i det jeg har lært om stress, og de værktøjer jeg har brugt for at komme op igen, og komme videre uden at falde i hullet igen.

Jeg er i skrivende stund 46 år gammel, og en stor del af mit liv har været en succesrejse, som de fleste i erhvervslivet ville misunde. Sådan rent umiddelbart. For det blev også en personlig nedtur, fordi jeg ikke havde forstået hvordan jeg skulle styre mine følelser, og at der skal fyldes på batterierne en gang imellem.
Der skal være balance i livet, og så skal man lære at se tingene fra den rigtige vinkel.
Jeg havde ikke forstået at se mine udfordringer, eller problemer som man også kan kalde dem, på den rigtige måde.

Min nedtur er heldigvis siden blevet fulgt af en optur, på grund af de ting jeg nu har lært om mig selv. Jeg har lært, at min krop er en biologisk maskine, der ikke bare skal misbruges. Og at den går i stykker ligesom alle andre maskiner, hvis den bliver kørt for hårdt og ikke passet ordentligt.

Jeg har lært at jeg ikke kan undgå stress, men man kan lære at håndtere den på den rigtige måde. Det er – primært – måden som du opfatter ”truslerne” på der er afgørende for, om du bliver stresset eller ej.

Men først skal du høre min historie: 

Vejen til toppen

Jeg startede min karriere meget tidligt i min families firma, Troll Company. Firmaet laver de verdenskendte Gjøltrolde og blev i sin tid startet af min morfar, Thomas Dam.

Lige fra min skoletid har jeg haft mange forskellige funktioner i firmaet, og det betød, at jeg tidligt blev meget ambitiøs. Jeg var ikke ret gammel før jeg sagde til min morfar, at jeg nok skulle blive direktør for firmaet.

Jeg var ikke mere end lidt over tyve, da jeg var med til at genstarte det amerikanske marked, og i 1990 nåede jeg allerede det mål jeg meget tidligt havde sat mig: Jeg blev direktør for firmaet i en alder af kun 28 år. .

Derefter begyndte en eventyrlig udvikling for os. Omsætningen blev mere end fordoblet hvert år, flere år i træk, vi udvidede produktionen i Danmark mange gange og havde i en periode fire fabrikker i Kina og en i Thailand til at producere for os.

De små trolde blev introduceret på markeder verden over, en opgave, jeg næsten alene tog mig af. I det hele taget ville jeg allerede dengang hellere lave tingene selv, end at overdrage dem til andre. For så blev det som jeg ville have. Der var mange rejsedage hver eneste måned, og jeg elskede det. Jeg var ung, selvsikker og følte at verden lå for mine fødder, klar til at erobre.

I 1993 vandt vi konkurrencen som Årets Vækstvirksomhed, udskrevet af Unibank og Børsens Nyhedsmagasin. Prisen blev givet til en virksomhed, der på en række nøgletal havde haft størst vækst over en periode på tre år, og vi vandt en klar sejr.
Samme år blev jeg udnævnt til Årets Ålborg Europæer, som er en lokal pris der gives til en Nordjyde der har gjort noget specielt for at gøre regionen kendt ude i verden.
I 1994 vandt jeg Dansk Markedsføringspris, som blandt andet også Uffe Ellemann Jensen har fået. Senere er den uddelt til fx Trip Trap, Bodum og Matas. Det var et kæmpe skulderklap, en stor ære. Og vi fik også mange udenlandske anerkendelser til firmaet i disse år.

Altså en masse flotte resultater, som jeg var meget stolt af. Specielt hvis man ser stort på janteloven, som jeg altid har gjort. 

Succesens bagside

Men resultaterne kom ikke af sig selv. De kom ved en masse hårdt arbejde, og for mit vedkommende alt for hårdt og alt for meget.
Jeg arbejdede ofte fra tidlig morgen og til ud på aftenen, og det gik fint i flere år. Denne kraftige vækst gjorde, at der konstant var problemer med at få produktionen til at kunne følge med. Der var også problemer med en stram likviditet fordi vi voksede så hurtigt. Succes kan jo også næsten kvæle en virksomhed, hvis man vokser alt for hurtigt.

Alt sammen tog jeg på mine skuldre, tænkte og knoklede konstant for at få det hele til at hænge sammen.

Samtidig var der interne problemer i min familie, som ejede virksomheden.

I en familievirksomhed er der en dimension, som meget ofte er mere tydelig end man ser i andre selskaber. Det er jalousien. I mit tilfælde i form at en onkel der følte sig forsmået, og forbigået.
Derfor var der ikke kun et pres med at få driften til at hænge sammen, men der var også pres inde fra i virksomheden. Der lå altid en latent trussel om et angreb, som jeg altid skulle være forberedt på. Jeg følte mig ofte som en lus mellem to negle.

Til sidst begyndte energien at slippe op, og lige så stille forsvandt overblikket og motivationen.

Jeg havde ikke længere en balance imellem job og fritid. Jeg led af konstant dårlig samvittighed over alle de ting, jeg skulle gøre og over de ting, jeg ikke følte, jeg gjorde godt nok.
Når jeg var på arbejde, havde jeg dårlig samvittighed overfor min kone og 2 døtre, som jeg ikke længere havde et velfungerende familieliv sammen med. Og når jeg var hjemme, sad jeg og tænkte på de ting, jeg ”lige” skulle have gjort i firmaet.

Min hjerne var altid på arbejde, og jeg blev dårligere og dårligere til at koble fra og hygge mig. Jeg blev aggressiv og opfarende overfor min familie, og der skulle ingenting til, før jeg for op og skældte ud. Jeg sov dårligt og vågnede tidligt. Efterhånden var jeg lige så træt, når jeg stod op, som jeg var da jeg gik i seng. Jeg var også meget lidt tolerant overfor mine medarbejdere.
Kvaliteten af arbejdet blev dårligere og dårligere, og det gjorde bare den dårlige samvittighed endnu værre. Mit initiativ og min kampgejst var væk, og jeg følte at alt smuldrede mellem fingrene på mig.

Jeg havde på dette tidspunkt alle klassiske tegn på stress: ondt i hovedet, ondt i maven, smerter i brystet og i armen og snurren i kroppen. Men jeg lyttede ikke efter signalerne.

Selv om min læge en gang imellem sagde, at jeg nok skulle forsøge at koble lidt fra, så hørte jeg ikke efter. Jeg skulle altid lige… og så lige.. Rådet om at dyrke mere motion så jeg også stort på.
Der var et helt lysshow af alarmklokker, der blinkede lige foran mig, men jeg valgte at overse dem alle, for jeg havde ikke tid!

I stedet besteg jeg en masse bjergtoppe, men gav mig aldrig tid til at nyde udsigten deroppefra. Allerede mens jeg kravlede op til en bjergtop var jeg i færd med at kigge efter den næste bjergtop, og den næste igen. Da vores omsætning kom op på 50 millioner, kiggede jeg efter de 100 millioner, og så videre.
Jeg satte mig ikke ned og glædede mig over det, jeg havde opnået, og nød udsigten af de høje bjergtoppe jeg rent faktisk besteg. Jeg skulle videre, videre. Jeg levede ikke i nuet, men i en fjern fremtid.
Hvad var det dog, jeg jagtede? Jeg var aldrig tilfreds med mine resultater. De kunne altid blive endnu bedre, og endnu større. 

Den psykiske nedtur startede

Efterhånden kunne jeg godt se, at den var gal med mig. I midten af 1997 valgte jeg at sige stop og kvitte direktørjobbet.
Angrebene fra min onkel, og problemerne i firmaet blev for store for mig. Tingene på jobbet gled mere og mere ud af hænderne på mig.

Jeg ville prøve at begynde forfra med et nyt liv med mit eget firma. Men det var desværre for sent, at jeg havde set farerne ved den måde at leve og arbejde på.
Den alt for store indsats og rovdriften på mine psykiske og fysiske ressourcer indhentede mig langsomt, men sikkert.

Desværre fortsatte hadet, og mobningen fra min onkels side, og han ville ikke lade mig starte et firma der kunne konkurrere bare lidt. Selv om jeg var en enkeltperson mod et veletableret firma, så blev jeg set som en trussel der skulle stoppes, så det blev til en meget lang juridisk kamp, med tre fogedsager, endeløse brevudvekslinger gennem advokater, og utallige andre bataljer.

Jeg fandt til sidst ud af, at jeg rent faktisk var blevet gidsel i en regulær afpresnings affære, hvor alle angrebene kun havde et formål - nemlig at presse hans søster – min mor ud af firmaet, og afgive sine rettigheder til troldene. Det blev til sidst klart meldt ud, at hvis disse rettigheder blev overdraget, så ville jeg få fred.

Disse rettigheder blev overdraget, og straks blev al pres fjernet. Alt var kun iscenesat for denne ene ting, og med et stoppede 6 års konstant pres fra mange fronter.

Alt dette gjorde at mit bæger var totalt fyldt op, og jeg følte mig slidt helt op – psykisk. Jeg så kun de negative ting ved livet, og angsten fyldte min hverdag totalt.

Det resulterede i en psykisk nedtur, der førte til en skilsmisse. Og det betød også at jeg ikke kunne drive det nystartede firma på en ordentlig måde, for jeg havde ikke overskud til for eksempel at besøge kunder, eller i det hele taget til at være kreativ.

Jeg søgte i stedet et job som regionschef hos en stor forsikringskoncern i et forsøg på at sadle om, men det blev kun til otte måneder i et ellers spændende job, før jeg gik helt ned.

Jeg havde rigtig god succes i jobbet, og mine resultater var rigtig gode, men jeg kørte helt ude på min krops sidste ressourcer.

Set i bakspejlet er et mellemlederjob nok heller ikke det bedste sted at rekreere sig efter en stressbelastning. Der er man jo mellemledet mellem to – ofte – modstridende interesser, og det kan være meget stressende. Specielt hvis man ikke lærer at koble sig fra det følelsesmæssigt.

Men det var svært for mig at acceptere, at jeg ikke længere kunne klare det hele. Jeg havde været vant til, at det var mig, der havde det store overblik i mit job. Derfor kæmpede jeg med at koncentrere mig, og gøre arbejdet så godt som muligt, men det blev bare værre og værre.

De første symptomer på at det nu var alvorlig galt var, at jeg glemte flere og flere ting, og til sidst var min korttidshukommelse praktisk taget væk. Jeg havde svært ved at holde tråden, selv i korte sætninger.
Til møder i forsikringsselskabet kunne jeg tit starte på en sætning, for så halvt henne at glemme hvad det var, jeg ville sige. Det gjorde at jeg blev til grin, og det medførte en del morsomme kommentarer fra min chef og kolleger. De kunne jo heller ikke vide hvordan jeg havde det. Der holdt jeg jo facaden, for ikke at vise at jeg var svag.

Jeg kunne heller ikke huske, hvad jeg havde fortalt andre og fik en tendens til at fortælle det samme flere gange. Selv når andre gjorde mig opmærksom på at jeg allerede havde sagt det en gang, kunne jeg ikke huske det. Det var ret belastende for mine omgivelser tror jeg.  
At læse avis eller underteksterne på tv var også næsten blevet umuligt. Jeg kunne heller ikke følge med, når der var engelsk tale i fjernsynet, selv om jeg normalt er god til engelsk. 

Kulminationen

En af de værste oplevelser havde jeg en dag mens jeg var regionschef og var på vej i bil til et møde. Pludseligt kunne jeg ikke huske, hvor jeg var, eller hvor jeg skulle hen. Det var ligesom et kort black out, og så var alt fra den dag ligesom slettet.

Jeg kørte ind til siden for at kigge i min kalender for at finde hvor jeg egentlig var på vej hen, men jeg kunne heller ikke huske hvilken dag det var. Jeg sad længe og prøvede at komme på det, men blev til sidst nødt til at vende om, både for at finde ud af hvor jeg var, og hvor jeg var på vej hen.
Det var først da dem jeg skulle mødes med ringede for at høre hvor jeg blev af, at jeg vidste hvor jeg skulle hen.

Det med ikke at kunne huske blev værre og værre, og jeg blev mere og mere klar over at den var helt gal. Jeg præsterede mange gange at gå ned for at købe et par enkelte ting i den lokale butik, og så stå der og bare være totalt blank. Jeg kunne bare ikke huske noget af hvad det var jeg skulle have. Så købte jeg et eller andet tilfældigt, og gik igen. Erindringen om hvad det var jeg skulle købe, kom ikke igen. Den var bare væk.
Om formiddagen måtte jeg mærke på kaffemaskinen for at finde ud af om den var lun, for så havde jeg jo nok fået morgenmad. Jeg kunne intet huske om det.

Jeg meldte fra til flere og flere møder, fordi jeg ikke kunne overskue dem. Ofte var det med undskyldningen om influenza, men den blev efterhånden lidt forslidt.
Jeg var blevet udtaget til en lederuddannelse i Sverige, som jeg synes var rigtig spændende, men turde ikke tage med, fordi der var en del psykiske udfordringer i kurset.

Jeg havde i lang tid ikke mod til at fortælle, at det var fordi jeg følte mig stresset og deprimeret. Jeg var sikker på, at alle mine kolleger og min chef ville latterliggøre det. For i mine øjne ville det være den ultimative falliterklæring at give op. Der var jo ikke nogen ydre tegn på, at jeg var syg, og nogle gange gik det jo meget godt. Jeg følte ikke rigtig jeg kunne tillade mig at være syg på grund af det. ”Nu må jeg bare tage mig sammen” tænkte jeg – men det kunne jeg ikke. Jo mere jeg prøvede på det – jo værre blev det.

Til sidst valgte jeg dog at fortælle sandheden, og sige at al min sygdom skyldtes stress. Reaktionen var relativt positiv, og der var forståelse fra de flestes side. Der kom en blomst fra mine kolleger, og så var der stille.
Det gav lidt ro at have fået det sagt, men nedturen fortsatte stadig i nogen tid. Bunden var ikke nået endnu.

Men blandt andet på grund af det store fravær besluttede vi i fællesskab at jeg skulle sige mit job op. Jeg vidste med mig selv, at hvis jeg skulle undgå at komme ned i det sorte hul igen, så skulle jeg lægge mit liv helt om. 

Alene i min depression

Nu gik jeg så derhjemme, men jeg havde meget svært ved at vise mig udenfor huset. Var bange for at skulle tale med andre mennesker. Der var intet overskud overhovedet til at være sammen med venner og familie. Når telefonen ringede, valgte jeg ofte ikke at tage den.

Humøret blev sortere og sortere, og efterhånden kunne jeg bare sove det meste af dagen. Alt var negativt, og jeg følte at jeg kun var til besvær for alt og alle, følte jeg. Selv de mest basale dagligdags ting var blevet helt uoverskuelige for mig.

Min stress var langsomt gået over til en depression, og jeg fik efterhånden nogle tilbagevendende selvmordstanker. Jeg kunne ikke se nogen lyspunkter i livet overhovedet, hverken på kort eller lang sigt. Nu bagefter kan jeg ikke sige hvornår jeg ”bare” var stresset, og hvornår stressen blev til en depression. Jeg gled bare langsomt ind i det og mærkede det ikke så meget. Jeg så mig selv som et skvat, når jeg ikke længere kunne klare de opgaver, jeg var vant til. Jeg var fuld af selvbebrejdelse, og skyldfølelse overfor alle omkring mig.

Til sidst lå jeg bare nogle dage krøllet sammen i et hjørne på sengen og var bange. Det var tæt på, at jeg havde gjort en ende på det hele, for jeg havde planlagt i detaljer hvordan jeg kunne køre ind i en betonbro, eller en lastbil. Lastbilen blev dog hurtigt droppet fordi jeg ikke ville skade en uskyldig medbilist. Jeg kan godt blive helt dårlig over at tænke på hvor koldt, og kynisk jeg kunne sidde og planlægge min egen død. Helt uden tanke for hvordan mine efterladte ville have det. I min verden – den gang – ville de være allerbedst tjent med at jeg bare kom væk.

Heldigvis ringede jeg til min læge og fortalte, at den var helt gal. Hun bad mig om straks at køre til psykiatrisk skadestue, hvor jeg den første dag bare sad i et venteværelse, og ventede på at komme til at tale med nogen.

Derefter blev jeg indlagt, og var på afdelingen i tre dage inden der var en læge der fik tid til at tale med mig.
Efter samtalen var lægens svar til mig, at jeg havde en middelsvær depression, og at den var fremkaldt af for megen stress gennem mange år. Det var de ikke i tvivl om.

Jeg blev indlagt på en afdeling i nogle dage, for at de kunne fastslå medicineringen. Det er nok de sorteste dage i mit liv. At sidde der hjælpeløs og alene, bare fordi man ikke har behandlet sig selv ordentligt, og helt havde overhørt alle de nødråb min krop havde kommet med i alle de år.  

Et af de vigtigste vendepunkter i min sygdom kom, da jeg indrømmede overfor mig selv, at jeg var syg. Jeg spurgte en læge, hvor syg jeg egentlig var. Jeg havde jo stadig i mig, at stress og depression ikke var en rigtig sygdom.
Hun svarede, at jeg var meget syg. ”Det er jo på måde en sindssygdom, eller de tanker du får når du er deprimeret er i alle tilfælde præget af det. Og din grad af depression kan betegnes som livstruende på grund af dine selvmordstanker”.

Det var en hård melding, men den gjorde også, at jeg gav mig selv lov til at være syg. Hun fik mig også til at indse, at så var der jo nok også en vej ud af dette helvede, og at jeg måske ikke skulle have det sådan her altid.

Det at give op for en tid, og indrømme at jeg VAR SYG, var vigtigt for mig, og det var også vigtigt at vide, at jeg kom over det igen.
Det var jo min krop, der i mange år havde bedt mig så inderligt om at slappe lidt af, og give den lov til at komme ovenpå. Endelig ville jeg høre, men det var også et kæmpe gult kort jeg fik.

Jeg var så heldig at få advarslen på denne måde. Andre får den via hjertetilfælde og blodpropper, og de har ofte ikke så mange chancer for at gøre det om igen. Det kan man kalde det røde kort. Det kunne jeg meget vel have fået hvis jeg rejste mig igen, og drønede ud af samme vej en gang til. Så var det jo fordi jeg bare ikke VILLE høre på de signaler jeg fik, og så får man lektionen en gang til.

Sygemeldingen varede i næsten 1½ år, og meget af tiden gik med bare at gå rundt og lave ingenting. Få styr på tankerne og alle de ting, der er blevet overbelastet i den stakkels krop. Hukommelsen var stadig væk, og den var noget af det sidste jeg fik tilbage – så vidt jeg husker. 

Op igen

Vendepunktet for mig var altså at give op, og give slip for at komme op igen. Jeg fik mig placeret på kortet, og fik nogenlunde styr på hvilken vej jeg skulle gå for at komme ud af hullet igen.
Det har krævet en knaldhård indsats, og kilometervis af tålmodighed, men det har også lært mig en masse. Det var nødvendigt for mig at lægge mit liv helt om.

Det behøver ikke at være tilfældet at du skal gøre det, men det var klart for mig, at hvis jeg var fortsat ned ad samme vej en gang til, så ville jeg højst sandsynligt også gå ned igen. Når man er kommet så langt ud som jeg var, så skal der oftest nogle drastiske omlægninger til for at vende skuden.

Da jeg havde rekreeret og stirret en masse ud i naturen, brugte jeg en terapeut til at komme helt ovenpå, og få helet de sår depressionen, og stressen havde givet mig. Det har været en meget stor hjælp. Jeg brugte ham ikke til at rode rundt i min fortid for at finde grunden til stressen, for den kendte jeg jo godt nok.
Vi brugte hypnoterapi til at få styr på mine tanker, og få rettet op på min knækkede selvtillid. Jeg fik de negative tankemønstre skiftet ud med nogle positive, og mere konstruktive.

Jeg sørgede samtidig for virkelig at forstå, hvad det var jeg havde gjort galt, og hvad andre også gør galt. Jeg sørgede for at lære mig selv at kende, for derved at finde ud af hvor mine grænser går. Jeg har også lært at blive bedre til at sige fra, når der er noget jeg ikke kan være med til.

Det er min erfaring at de fleste der er ved at være ovenpå efter al for megen stress, er meget rodløse, og slet ikke ved hvor de skal hen i livet. Man ved måske godt, at der skal laves noget om, men hvad skal man gøre? Hvor skal man gå hen, for intet er som det plejer at være?
For mange er det nok til at gå ned i depressionen igen.

Jeg fandt ud af at min vej frem var, at jeg skulle finde min gamle interesse for psykologi, og personlig udvikling frem igen. Jeg tog en uddannelse som coach og en Master i klinisk hypnoterapi, og læste alt der var at finde om emnet.  

Men det er langt fra sikkert at du behøver at skifte job, bopæl, og blive skilt, som jeg gjorde. Mange gange er det bare et spørgsmål at ændre dit syn på omgivelserne og tilværelsen. 

80% kan være godt nok

Det der blandt andet har hjulpet mig er, at finde ud af hvad det er der driver mig frem og finde mit helt eget mål i livet.
Jeg lavede en vision for mit liv. Det er ikke et mål for et mål har en deadline. En livsvision er en overskrift for ens liv, og det man gerne vil bruge sit liv til. Måske noget der kan stå på ens gravsten.

Jeg begyndte at se på hvad der er mine såkaldte kerneværdier? Hvad det er der dræner mig for energi, og hvad det er der giver mig energi og motiverer mig?
Alt jeg gør (og ikke gør) holder jeg op mod denne livsvision. Fører det mig i den rigtige retning, eller fører det mig væk fra det jeg gerne vil? Fører det mig væk, så prøver jeg så vidt muligt at undgå det.

Jeg oplevede i mine tidligere jobs, at ligegyldigt hvor succesfuld jeg var, så blev det ikke værdsat. Ikke af mine omgivelser, men specielt heller ikke af mig selv. Det er vigtigt at man bliver værdsat som menneske, og at man får at vide fra ens omgivelser, at man er ok, og at det man gør, betyder noget. Men det er lige så vigtigt, at man er tilfreds med sig selv – at man accepterer sig selv som man er, og så arbejder ud fra det. Ikke at man skal stå stille, men man skal nyde rejsen gennem livet lige meget hvad der sker.

En af de ting jeg har lært af dette er, at jeg ikke behøver at gøre alting perfekt. Mange gange er vi alt for omhyggelige med det vi laver. Måske behøver det ikke at være så perfekt, som du selv kræver.
Måske er det som du ser som kun 80% perfekt, rent faktisk 120% perfekt i andres øjne. Vi bedømmer oftest os selv meget hårdere, end alle andre gør det.

Jeg kan se, at jeg altid gjorde alt for meget ud af tingene. Det skulle være perfekt, og jeg ville altid være meget bedre end de andre. Det er også godt nok at være det, men jeg har lært at det kan jeg ikke hele tiden. Prøver du at være perfekt altid, og på hele tiden at gøre alle tilfredse, så brænder du ud.

Jeg var blevet så god til at skjule min stress, og alle sagde til mig, at det var utroligt, at jeg altid virkede så rolig. Lige meget hvor travlt der var. Jeg skal bare hilse og sige at sådan virkede det ikke indefra. Der snurrede og bankede det rundt i et stort kaos, og følelsen af utilstrækkelighed bare voksede og voksede. Det er lidt som en alkoholiker, der er fantastisk god til at skjule sit alkoholmisbrug. Jeg var workaholic, og jeg var blevet rigtig god til at skjule min stress.

Jeg har prøvet at nå meget højt i erhvervslivet, og jeg ved hvor dybt der er at falde. Der er langt fra en direktørpost i en international vækstvirksomhed og til en enestue på Psykiatrisk Hospital. Lov mig at du ikke selv får udsigten der nede fra at se. Nøjes med at læse min øjenvidneskildring her, og begynd at bruge de teknikker jeg lærer dig i denne bog. Sig til dig selv, at det vil du ikke selv opleve. Lær at kende advarselssignalerne, og tillad dig selv at være ”svag” en gang imellem. Ellers risikerer du for alvor at blive svag.

< Forrige		Næste >